Tine Bringelsgaard
Min søns skolegang overbeviste mig
Hvorfor er du blevet lærer på en Steinerskole?
Har du undervist på skoler, som ikke var Steiner?
Hvad er det I kan, som folkeskolen ikke kan?
Hvorfor har i hverken pensum, lærebøger eller karakterer?
Hvordan sikrer du så, at barnet lærer nok?
Hvorfor tror du, at det er den rigtige måde at lære på?
Stiller I lige så højre krav til børnenes boglige færdigheder som folkeskolen?
De kreative fag fylder meget på en Rudolf Steinerskole. Hvorfor det?
Hvad gør du konkret for at skabe en glæde og lyst til at lære hos barnet?
Hvordan tackler du mobning og drilleri blandt børnene?
Hvad er det vigtigste for dig at give børnene med videre i livet?
Fortæl om en gang hvor du har gjort en forskel som lærer
Hvorfor er du blevet lærer på en Steinerskole?
Da jeg oplevede Steinerskolen gennem min søns skolegang, vidste jeg, hvor jeg selv ville undervise, og supplerede min kandidateksamen med seminarieuddannelsen.
Har du undervist på skoler, som ikke var Steiner?
Nej.
Hvad er det I kan, som folkeskolen ikke kan?
Vi kan være med til at undgå, at barnet for tidligt intellektualiseres, bliver problemfokuseret, bliver en boglig fiasko og måske endda mister meningen med livet.
Hvorfor har I hverken pensum, lærebøger eller karakterer?
Der er udarbejdet flere ”Steinerkanons” til inspiration og til at øse af. Pensum angives for alle fag i elevernes vidnesbyrd. Dele af lærebøger eller hele lærebøger anvendes, fortrinsvis i overskolen.
Karakterer kan ikke beskrive et menneske som en helhed og ikke nuancere.
Hvordan sikrer du så, at barnet lærer nok?
Vi arbejder med den enkelte elev og vurderer fremskridt og evt. behov for ekstraindsats. Vi forlanger hele tiden faglige respons fra eleven både mundtligt og skriftligt.
Hvorfor tror du, at det er den rigtige måde at lære på?
Fordi vi lærer eleven at lære frem for at kunne et bestemt pensum udenad. Vi forsøger at åbne fagene for eleven og gøre denne nysgerrig og interesseret og opsøgende i stedet for mere eller mindre passivt konsumerende.
Stiller I lige så høje krav til børnenes boglige færdigheder som folkeskolen?
Ja, men stort set i barnets eget tempo i de første skoleår. Senere må vi følge op på, om det faglige niveau bliver alderssvarende. Vi har jo også en udefrakommende tilsynsførende, som skal godtgøre, at vi står mål med folkeskolen, når det gælder fagligt niveau og bredde.
De kreative fag fylder meget på en Steinerskole. Hvorfor det?
Når man skal uddanne hele mennesker, må hånd og ånd arbejde sammen og det ene berige det andet. Musikudøvelse er fx en både disciplinerende og social virksomhed, som styrker al faglig indlæring. Ved at have håndværksfag hele vejen gennem skoleforløbet, undgår vi, at nogen føler sig som fiaskoer, hvis de er mere til håndværk end bøger. Med den brede vifte af fag giver vi mulighed for, at så godt som alles evner og lyster tilgodeses. I overskolen ligger hovedvægten timemæssigt dog på de boglige fag, da vi også skal studieforberede.
Hvad gør du konkret for at skabe en glæde og lyst til at lære hos barnet?
Jeg vælger kvalitetslitteratur fra mange århundreder og viser bredden i faget, fra litteraturhistorie til rap, fra digt til virkelighed, fra den enkelte til fællesskabet, fra tekst til skuespil, fra tekst til film osv.
Søgning af litteratur på internettet motiverer de store elever.
Hvordan motiverer man et barn til at lære matematik og dansk, hvis det hellere vil bruge tiden på at spille musik?
Læser højt, lader eleverne dramatisere tekster, viser sin egen glæde over fagene, og igennem det over livet. Viser fx sammenhængen mellem matematik og musik. Humor og overskud er vigtigt! Den enkelte elev skal også føle sig set i ens fag. Man må være rummelig over for det, som møder en som lærer og menneske i timerne.
Hvordan tackler du mobning og drilleri blandt børnene?
Samtaler under fire øjne. Fandt ud af at det var virkningsfuldt, efter jeg en gang havde en elev, der var meget bogligt begavet og mobbede en klassekammerat, der var mindre intellektuel. Jeg fortalte ham i enrum, at han i virkeligheden var den eneste, der havde morskab af det, og hvad var glæden ved det? Han blev flov ved at se sig selv udefra. Jeg fik ham også til selv at formulere, hvorfor han gjorde det. Når eleven selv skal sætte ord på, opstår en erkendelse af, at det er svært at forsvare. Har heldigvis haft meget få samtaler af den slags gennem alle årene.
Hvad er det vigtigste for dig at give børnene med videre i livet?
Livslyst, livsglæde, næstekærlighed.
Fortæl om en gang, hvor du har gjort en forskel som lærer
Jeg gav en gang en vanskelig elev hovedrollen i et skuespil. Derefter var han ikke længere vanskelig. Et andet eksempel, som der er flere af, er, at jeg har følt i forhold til visse elever at undervise for ”døve ører”. Så er det hændt, at jeg har mødt eleven med en stak bøger under armen og en tak for, at jeg introducerede vedkommende for den og den litteratur.