Evaluering

Evaluering

Steinerskolerne er eksamensfrie, men har en omfattende og god evalueringskultur, der både er proces- og resultatorienteret.

Evaluering af eleverne i arbejdsforløbet

Der undervises i alle hovedfag (dansk, geografi, historie, kemi, fysik etc.) i dagens to første timer i perioder på 3-4 uger. Der udarbejdes for hver periode et veltilrettelagt arbejdshæfte, som efter perioden fremstår som lærebog i det pågældende fag. Arbejdet i disse hæfter (som skal ledsages af tegninger, grafik, statistikker og opstillinger af enhver art) vurderes og evalueres løbende i perioden. Ved afsluttet periode afleveres arbejdshæftet til overordnet bedømmelse, og eleven får et detaljeret, rettet hæfte tilbage, hvor læreren har korrigeret faktuelle fejl, diskuterer forskellige opfattelser med eleven osv. Dertil kommer løbende opgaver, som får udtalelser eller point, så den enkeltes fremskridt kan aflæses.

De regelmæssigt tilbagevendende månedsfester, hvor alle klasser optræder for hinanden og for lærerne med både kunstneriske og faglige indslag, er ligeledes en del af den omfattende evaluering, der løbende finder sted på skolerne.

Hertil kommer skolernes basar og åbent hus-arrangementer, der ofte ledsages af pædagogiske udstillinger af elevernes arbejder.

 

Lærernes selvevaluering

På Steinerskolen finder et studie- og planlægningsmøde sted hver torsdag. Det kaldes også “det evige seminarium”. Her gennemgås og fremlægges planlagte og afsluttede undervisningsforløb. Klasserne (eleverne) fremlægges til fælles evaluering, og den enkelte lærers arbejde bliver synligt, således at hele kollegiet kan bidrage.

 

Årsopgaven

I 12. klasse afleverer eleverne en årsopgave, som er en selvprøve. Eleverne stiller sig selv opgaven i 11. klasse og arbejder i 12 måneder i deres fritid med et frit valgt emne. Eleverne får en vejleder stillet til rådighed, men arbejder helt selvstændigt med emnet. Der stilles kun overordnede krav til udformning og omfang af opgaven; dog skal den indeholde en skriftlig og en kunstnerisk/praktisk del. Form og vægtning af indhold vælger eleven selv. Et eksempel kunne være et emne som “Bilens historie”, hvor eleven har udført en mindre skriftlig opgave, men som praktisk opgave har sat en bil i stand. En anden opgave kunne handle om “Religion og pilgrimsrejsende”, hvor eleven har skrevet om emnet og selv været på pilgrimsvandring og beskrevet sine oplevelser. Årsopgaven præsenteres på en udstilling, der er åben for alle, hvor eleverne mundtligt fremlægger, hvad de har erfaret om sig selv (processen) og emnet (faglig ny viden).