DPU analyse

Danmarks Pædagogiske Universitet analyserer Steinerskolerne

Steinerskolerne i Danmark har indgået et tæt samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) om at analysere pædagogik, læringsmiljøer og uddannelse på seks Steinerskoler i Danmark, som tilbyder overbygning med 10.-12. klassetrin.

Samarbejdet løber over ca. 20 måneder fra juni 2010 og forventes at være færdigt i foråret 2012.

Målet er gennem empiriske studier at oparbejde et evident videngrundlag i forhold til Steinerskolernes læringspraksis og uddannelseskultur.

Gennem mange år har vores erfaring med Waldorfpædagogikken dannet udgangspunkt for vores fortolkning og refleksioner over undervisningen, ligesom det faktum, at langt størstedelen af tidligere Steinerelever har stor succes i både deres private og professionelle liv, er bevis nok i sig selv for kvaliteten i skolerne. Alligevel er det kun rimeligt, at vi selv og vores omgivende samfund stiller krav om dokumentation for vores arbejde.

Det er lærerigt og vil uden tvivl være med til at sikre udviklingen i Steinerskolerne.

Faser i analysen

1. Det teoretiske afsæt

Indledningsvist er det hensigten, at teamet af forskere fra DPU vil beskrive læringsbegrebet i Waldorfpædagogikken, dvs. hvordan læringsprocesserne på Steinerskolerne er tilrettelagt, hvordan Steiners menneske- og samfundssyn kan beskrives, samt hvilke didaktiske overvejelser læringsmiljøerne bygger på.

Det teoretiske afsæt for Waldorfpædagogikken sammenholdes med ”state of the art”-viden om læring. Videnskaben, evidens og en række undersøgelser sammenfattes fra forskellige perspektiver i sammenhæng med nyere læringsteorier samt et kognitionspsykologisk perspektiv, hvor mennesket betragtes som en helhed; en lærende/erfarende/percipierende organisme. Endelig redegøres for ”state of the art”-viden og forskning om undervisningsmiljøer.

 

2. Projektets empiriske del

Med baggrund i projektets teoretiske afsæt gennemfører DPU en konkret, omfattende analyse af Steinerskolernes undervisnings- og læringspraksis. Det er planlagt at gennemføre omkring 30 besøg på Steinerskoler i hele landet, hvor forskerne primært skal observere og interviewe lærere og elever.

Det empiriske feltstudie kan tage udgangspunkt i forskellige perspektiver som for eksempel elevforudsætninger, lærerroller, undervisningsmaterialer, proces over for produkt, aktivitetstyper, motiverende faktorer og deduktive over for induktive relationsformer.

Et vigtigt resultat af studiet er en realkompetenceanalyse, hvor elevprodukter, materialer og lignende vurderes af en række repræsentanter fra forskellige niveauer i uddannelsessystemet.

Målet er at identificere og klarlægge, på hvilke måder skolerne producerer en udviklings- og læringsmæssig ydelse, der efterspørges i uddannelsessystemet.

Foruden studiet af eksisterende elever på Steinerskolerne indeholder projektet også en analyse af tidligere Steinerelever og deres oplevelser med uddannelsessystemet. Krumtappen er en omfattende spørgeskemaundersøgelse kombineret med interviews, hvor respondenterne interviewes med henblik på at få deres perspektiver på skolegangen på Steinerskolerne.

Endelig suppleres undersøgelsen med interviews med relevante personer i uddannelsessystemet, som har/har haft kontakt med Steinerelever, for at undersøge deres oplevelse af elevernes kvaliteter og virke i uddannelsessystemet.

 

3. Konklusioner og anbefalinger

I den afsluttende fase sammenfattes teori og empiri i sin helhed, og DPU fremsætter de perspektiver, som har vist sig særligt vigtige i forhold til analysen af Steinerskolernes læringspraksis og de kvaliteter, der kan identificeres om skolerne på et generelt plan.