Klassetrinene

Nedenstående af Jan Thiesen stammer fra en artikel i “Barndommen genudsendes ikke”. Læs den hele her.

De enkelte klasser

1. klasse:

Eventyr (folkeeventyr, som i deres billedsprog ganske vist relaterer til ret nye historiske forhold, men som i deres indhold og forløb skildrer langt ældre og oprindelige menneskehedsbilleder). Bogstaverne hentes det sted de kommer fra: Konsonanterne fra billedet (formen), vokalerne fra farven (stemningen). Tallene hentes fra billedet af talkvaliteten, og regningen fra genstandenes mangfoldighed (alle fire regningsarter).

2. klasse:

Fabler og legender – som billede på den spaltede menneskesjæl, der snart er afhængig af sine egne (berettigede) drifter og lyster: fablerne, og snart er kaldet til ædle gerninger eller lutring af den lavere sjæledel: legenderne. De store bogstaver forvandler sig til de små. – Vi skriver fra billede til ord – og begynder at læse det vi selv har skrevet. Gennem regnetegnene og deres betydning når vi til skriftlig regning – alle fire regningsarter.

3. klasse:

Det gamle testamente. Skabelseshisto­­­rien, mennesket i Paradiset, syndefaldet og uddrivelsen fra dette paradis, ankomst på jorden, livet med arbejde og møje og i forholdet til Gud: Autoritet samt – af og til – frafald. Barnet gennemlever netop i alderen mellem 9 og 10 år alment at den samhørighed det før havde med hele verden (at være i og med tingene), det skiller sig nu således at der bliver et følelsesrum i barnet der reagerer på en verden uden for dette rum (mange børn drømmer faktisk om sammenstyrtede broer eller lignende, der adskiller dem selv fra familie eller venner). Børnene finder det ofte svært at påbegynde denne indledende individualisering. Et spejl af denne udviklingstilstand udgør jo netop uddrivelsen fra Paradis – og det begyndende, anstrengende arbejde på jorden. Derfor arbejdes der i 3. klasse med hjemstavnslære, f.eks. husbygning, lidt landbrug, smedning o.s.v., på en oplevet, ikke forklaret måde. Mål og vægt indføres. Vi skriver meget (i vort ansigts sved) før vi læser. Vi begynder på noderne, sammenføjer dem med regneundervisning. Vi skifter den pentatone fløjte ud med en C-grundtone-fløjte.

4. klasse:

Nordisk Mytologi – en anden side af det i 3. klasse påbegyndte. Kulturbilleder der er hentet fra vor egen natur-forestillingskreds, og som tydeligt modsvarer billeder der lever i børnene. I gudesagnene blander forsterbrødre blod, blodet bruser, barndoms- og vitalkræfterne er på deres højeste, bevægeligheden og oplevelsestrangen modsvares af vikingers og guders dåd. Vi kløver tallene i brøker, finder os til rette i vort område gennem den første geografiundervisning. I den første dyrekundskab opleves dyrene som væsner med specialiserede egenskaber, og i maleundervisningen maler vi for første gang figurligt. Fra 1. til 3. klasse har vi alene gjort os bekendt med farvernes kvaliteter. Disse kvaliteter anvendes nu i motiver som kunstnerisk forbinder os både med dyrene, med de nordiske guder og med landkortet.

5. klasse:

Med fortællingerne fra de gamle kulturperioder, fra Indien over Persien og den ægyptisk-kaldæiske tid til de gamle grækere, med deres myter og sagn kommer vi på en bestemt måde vor egen tid nærmere: Odysseus narrer guderne, og den menneskelige tænkning og snilde overtager føringen af menneskets udvikling. Jorden er et herligt sted at være. 5. klasse ånder harmoni og er motiveret for skønhed og en vis verdensinteresse. Det plejes gennem den første egentlige historieundervisning (alle de gamle højkulturer). Gennem plantekundskab, hvor planterne skildres som en slags “jordens følelsesliv“, der veksler med årets gang både for den enkelte plante og for de forskellige sorter. Gennem decimalbrøker, frihåndsgeometri . Der læses og skrives, dikteres og genfortælles skriftligt. 5. klasse skriver breve, både forretningsbreve og andre breve.

Mellemskole – et nyt indslag

Med 6.

klasse tages der hul på en ny tid. Hvor læreren i undervisningen tidligere har måttet kalde på visse billeder fra en fjern kulturudvikling, som er alment gældende for hele menneskeheden, bevæger vi os nu ind i historisk tid, hvor det personligt individuelle indslag bliver langt stærkere, som vi ser det i den nyere græske og i den romerske historie. Læreren må træde tilbage og lade faget være det bærende og fælles udforskningsområde. Den enkelte elev må have mulighed for via stoffet at gå gennem en udvikling af personligheden, som på den ene side stadig har klare, almene og aldersrelaterede aspekter, men på den anden side får en stadig mere individuel karakter. Personlighedens og individualitetens udvikling bliver et stærkt tema såvel i kulturudviklingen som i den enkelte elevs biografi; læreplanen fra 6. klasse er derfor en fag- og motivrække som skal modsvare de forskellige kvaliteter af bevidsthed og forståelsesevne i det spirende sjæleliv – samtidig med at eleverne “opdateres“ og bringes frem til nutiden – både hvad angår naturvidenskablige og humanistiske fag.

6. klasse:

I slutningen af 5. klasse indtræffer et vigtigt og forandrende indsnit i barnets udvikling. Hen imod tolvårsalderen vågner en vis kritisk sans, forpubertet og sjælelivets individualisering vækker helt nye impulser til live. På den ene side en stærk interesse for sig selv, sit ego, og på den anden side en personlig verdensinteresse og nysgerrighed. Bl.a. med billedet af den romerske kultur svarer vi på disse tendenser. Romerne, som på den ene side plejede deres egoer og på den anden side udbredte deres personlighed i hele den daværende verden. De kaotiske personlige sjæleforhold ordnes gennem romerretten – retfærdigheden råder. Verdensinteressen tilgodeses også gennem den første fysikundervisning; geografien udbreder sig til verdensdelene, og vi behandler mineralriget i naturkundskab.

7. klasse:

Gennem hovedmotiver som “de opdagelsesrejsende“, “fremmede folkeslag“, “astronomi“, “den første kemiundervisning“ tilgodeser og vækker vi verdensinteressen. Nu, hvor puberteten tager til og den subjektive interesse for det kropslige viser sig, bringer vi ernæringslære. I regning gælder det de negative tal, algebra, potensregning, og vi imødekommer oplevelsen af knoglevæksten gennem temaer som mekanik og fysiske kræfter i fysikundervisningen.

8. klasse:

Underskolen finder på dette trin sin afslutning. Eleverne udfører måske en 3-måneders opgave, frit valgt (f.eks. en biografiopgave), og der afsluttes med et større skuespil og en udenlandsrejse. Ellers gælder det nu om at modsvare den indre opvågnen – de kritiske spørgsmål til verden – gennem temaer som den franske revolution, den industrielle revolution, de enkelte folk (folkesjæle), måske erhvervsgeografi, menneskekundskab (antropologi). Den vågnende tænkning anstrenges bl.a. gennem kvadrat­rodsuddragning og arealberegning.

Overskolen – tænkning og dømmekraft

Med 9. klasse begynder Rudolf Steiner-skolens 4-årige overskole. Hvor det i de første 8 år drejede sig om en undervisning der henvendte sig til følelsen, drejer det sig i overskolen nu mere om tænkningen, og alt det som er grundlagt, anlagt, i underskolen, kan nu behandles erkendelsesmæssigt i overskolen.

9. klasse:

Det er nu vigtigt at eleverne vinder sikkerhed i tænkning og dømmekraft. På dette alderstrin plejer vi det kausale, lineære i tænkningen, og det er væsentligt at dømmekraften har holdepunkt i praktisk anskuelige forhold. Viljen i tænkningen er fremherskende. Politisk idehistorie, billedkunstbetragtning, humor i litteraturen, sort/hvid tegning på den ene side – og maskinlære, teknisk tegning, det binære talsystem, elektromagnetisme (dynamo, generator etc.) på den anden side. Håndværk som skosyning, kobberdrivning, metalsløjd giver holdepunkter for den forvirrede pubertetstid. Biologiens arbejde med menneske og dyr og geologiens mineralogi giver også værdifulde holdepunkter for det unge menneske.

10. klasse:

kalder på en mere springende tænkning, hvor det lineære forlades for at give plads til en teoretisering, fortolkning, ud fra visse holdepunkter. F.eks. landmåling, der med udgangspunkt i opmålingsdata leder til et nøjagtigt kort. Betragtningen af syrer og baser og deres modsatte kræfter, giver de unge i 10. klasse en oplevelse af at polariteterne kan forenes i saltenes evne til at krystallisere. Geografien behandler globale miljøforhold (meteorologi, oceanologi), som fører til spørgsmål og løsningsforslag. Historisk omtales oldtidens højkulturer, som fører til forståelse af mennesket som forvandler naturområder til kulturområder. Logaritmer, trigonometri. Den norrøne litteratur, de Islandske Sagaer og Niebelungen-kvadet, som bevidstgør, eller tager afsked med, slægts/blodsbåndet. Poetik, metrik, digtekunstens udviklingshistorie, selvstændige forsøg i de forskellige rytmer. Fysik og teknologi, Newtons love. Førstehjælp, antropologi, organlære. Varmsmedning. 10.-klasse-eleverne søger egenidentitet. Fagområderne på dette klassetrin imødekommer denne søgen.

11. klasse:

“Social tænkning“ – fremtiden kommer den unge i møde. At kunne skue konsekvenser der fører fra nuet ind i fremtiden. Tænkningens følsomhed. Parzival-eposet, der handler om ungdommens dåre, der må krydse sit eget spor før han vågner op i moralsk forstand. Handelsgeografi, økonomi, fortidens utopier, fremtidens muligheder. Sfærisk trigonometri (kartografi), eksponentialligninger. Middelalderens tænkning som grundlag for den nyere tids historiske strømninger. Æstetik , det dionysiske og det apollinske, musikhistorie. Cellelære, botanik. Elektromagnetisme. Det periodiske system, anorganisk/organisk kemi, fremstillet som processer der viser analoge forbindelser imellem f.eks. mennesket og den mineralske natur. Bogbinding, kartonnage, papirfremstilling. Teknologi. Temaet for årsopgaven vælges.

12. klasse:

Årsopgaven – selvprøven er i gang. Selvstændig dømmekraft afprøves, og den selvstændige tænkning må stå sin prøve, som det sker i arbejdet med årsopgaven, hvor eleverne gennem et helt års omskifteligheder må leve med forvandlinger og forandringer i arbejdet med den selvvalgte opgave. Zoologi, embryologi, palæontologi. Historisk overblik, forskellige strømninger i nutiden. Goethes Faust, Novalis, Dostojevskij. Lyslære, optik (fotoner eller bølger?), atomfysik. Projektioner, differential- og integralregning. Arkitekturhistorie, byggeteknik og byggekunst. Der afsluttes med en 3 ugers kunst- og dannelsesrejse til Italien, Schweiz og Frankrig. En efterfølgende dramaperiode – og ind imellem (mange steder d. 1.3. i 12. klasse) afleveres årsopgaven. Den udstilles og vurderes – fremføres eller forklares – og indgår i vidnesbyrdet.

Et indtryk af Steinerelevernes forløb fra 1. klasse til 12. klasse

Tegning: Morten Agergaard / MAP1