Pædagogik

Steinerpædagogik i skolen

Den pædagogiske ide for skoler blev født i 1919 af Rudolf Steiner, da han sammen med en gruppe af lærere grundlagde den første steinerskole i Tyskland. Den blev etableret for arbejdernes børn på Waldorf-fabrikken i Stuttgart. Derfor kaldes steinerpædagogik mange steder også waldorfpædagogik og steinerskoler for waldorfskoler.

Igennem de sidste 100 år er pædagogikken udviklet i og omkring steinerskoler i hele verden og har ad den vej vist sin bæredygtighed. Steinerpædagogikken kom til Danmark, da en gruppe lærere og forældre etablerede de første steinerskoler og -børnehaver i begyndelsen af 1950’erne.

Steinerpædagogikken retter sig mod, at børn og unge skal kunne udvikle sig til selvstændige voksne, der er i stand til at agere fredeligt, etisk, bæredygtigt og med individuelt initiativ ud fra deres egen dømmekraft og indsigt. Den har en stærk omsorgsetik, fremmer trivsel og understreger betydningen af ​​relationer – læring handler om at forholde sig til den anden og til verden. Steinerskoler tilstræber at være inkluderende og at fremme social retfærdighed.

I steinerpædagogikken prioriteres sund læring og udvikling af individet. Her forstås læring som den kropslige, psykologiske og åndelige transformation af individet over tid. Læring er således transformerende for hele mennesket (og ikke kun intellektet). Det involverer det aktive og dannende engagement med kroppen, med andre, med kulturen og naturen og tilskynder til udvikling af hele mennesket.

Lokalt formes pædagogikken af de lærere og pædagoger, der er på den enkelte skole. Der kan derfor opleves forskelle og variationer i, hvordan den pædagogiske praksis udfolder sig og vægtes.

Grundlæggende findes dog en række områder, som er kendetegnende for en steinerskoles pædagogiske praksis:

• Læring gavner, når hele mennesket er engageret, hoved (kognitiv læring), hjerte (emotionel, affektiv og æstetisk læring) og hænder (praktisk og anvendt læring). Eleverne møder derfor i løbet af deres skoletid en bred vifte af teoretiske, håndværksmæssige og kunstneriske fag, der supplerer hinanden i elevernes dannelse. Det brede fagudbud er en vigtig faktor for, at barnet og den unge kan bevare lysten til at lære. Samtidig udvikler eleverne individuelle færdigheder uden for tidligt at skulle orientere sig ensidigt i en boglig eller praktisk retning og dermed miste muligheder i deres videre uddannelses- og livsvalg.

• Kunstneriske processer forbinder tænkning, følelse og vilje og kan fungere som en bro mellem ydre og indre oplevelse. De kan sætte børn og unge i stand til at udtrykke og forstå sig selv og verden på forskellige måder. At praktisere kunst er derfor grundlæggende transformativt og hjælper med at styrke børn og unge til at forme deres egen fremtid i forhold til verden. Der sigtes mod faglig fordybelse og kunstnerisk bearbejdning både i de teoretiske, kunstneriske og praktiske fag. En ligevægt i forskellige arbejdsmåder hjælper til at give en indre sikkerhed og tro på sig selv.

• De kreative processer på tværs af fag styrker en fri tænkning, som kan bidrage til nye muligheder og løsninger i de opgaver og udfordringer, eleverne møder både i skolen og senere i livet. Læs mere om  undervisningens arbejdsformer her

• Læring er en social og rytmisk transformationsproces, der involverer en række trin, som, hvis de respekteres, forbedrer læringsprocessen og kan styrke de sundhedsskabende kræfter. Det afspejles i tilrettelæggelsen af undervisningen i skema, fagvariation og årsrytme. Læs mere om undervisningens tilrettelæggelse her

• Læreplanen tager udgangspunkt i barnets og den unges behov for at udvikle sig i den verden og de sociale sammenhænge, som de er en del af. Selvom alle børn har deres unikke udviklingsveje, giver læreplanen en ideal-typisk rejse for aldersvarende børn og unge. Læs mere om læreplanen her